Rent drikkevand er ingen selvfølge!
Vi kan være stolte af at kunne drikke vandet direkte fra hanen, men det kræver en indsats, hvis vi også i fremtiden skal nyde dette gode.
Herunder følger en række enkle råd til, hvordan du kan være med til at passe bedre på vores miljø og drikkevand. Alle er velkommen til at kontakte vandværket og få råd og vejledning om, hvordan man passer på vort drikkevand.
Vi bruger alt for mange kemikalier i den daglige husholdning
Enkle råd til renere vand
- Undgå forurening af enhver art. Store dele af drikkevandet er allerede forurenet, så vi må passe på det, vi har.
- Brug lugejern og f.eks. træflis istedet for kemikalier.
- Aflever malingsrester og lign. på miljøstationen.
- Brug færre rengøringsmidler, og med omtanke.
- Dosér vaskepulver og rengøringsmiddel rigtigt
- Er du haveejer, så gød haven, så alt gødning udnyttes.
- Er du landmand, så tilpas evt. braklægning og dyrkningsaftaler i samarbejde med vandværkerne.
- Området omkring en boring skal holdes rent, så nedsivning af forurenet vand undgås.
- Hold øje med vandforbruget. Aflæs vandmåler hver den 1. i måneden.
- Aflæs også el og varme.
Alle opfordres til at passe på drikkevandet !
Hvorfor er vandet rødt / snavset ? -og er det farligt ?
Snavset rødt vand kan skyldes et højt indhold af jern og mangan, hvilket også kan give dårlig smag og lugt. Rødt vand forekommer i forbindelse med brud eller andre forstyrrelser i vandforsyningen, hvor bl.a. jern- og manganrester løsriver sig i ledningsnettet og i selve installationen. Jern og mangan er naturligt forekommende stoffer, der også er i vitaminpiller. Så det er ikke farligt at drikke rødt vand, men vasketøjet kan tage skade.
Hvorfor er vandet hvidt ? – og er det farligt ?
På vandværket iltes vandet. Der skal ilt i råvandet for at jern og mangan kan renses fra, og endelig skal drikkevandet indeholde min. 5 mg/l ilt for at sikre vandets velsmag. Når vandet er hvidt, skyldes det overskydende ilt. Det kan også skyldes de haner/blandingsbatterier, som vandet aftappes af. Ilten forsvinder af sig selv, når man lader vandet stå i nogle sekunder. Hvidt vand er altså ikke farligt.
Grønne guider
De grønne guider rundt om i landet arbejder med forskellige temaer, men fælles for dem er, at private borgere kan henvende sig til guiderne og få råd og vejledning, når der dukker spørgsmål op om miljøet. Almindeligvis er grønne råd til private helt gratis!
Har du spørgsmål om:
- Energiforbrug
- Vandforbrug
- Miljøvenlig havedrift
- Affaldssortering
- Miljøvenlige rengøringsmidler
- Miljøvenlige byggematerialer
- Økologiske fødevarer
- Eller helt andre emner
kan du altså henvende dig til din lokale grønne guide.